Kommunernes Skolebiblioteksforening
Forfatterprisen – årets modtager 2009
 
 
Årets modtager af Kommunernes Skolebiblioteksforenings forfatterpris 2009 ved Edvard Pedersens Biblioteksfond er:
 
 
 
Ronnie Andersen
Prisoverrækkelse ved Liselotte Hillestrøm
14. maj 2009
 
Der uddeles rigtig mange bog- og forfatterpriser her i landet. Både skønlitterære priser og faglitterære priser – både priser til bøger for voksne og priser til bøger for børn.
 
Det er forskelligt, hvad priserne består af, det er forskelligt, hvem der udpeger prismodtagerne, og det er forskelligt, hvad der lægges vægt på. Ét er dog til fælles for dem alle: De, der uddeler prisen, synes, den går til den helt rigtige modtager.
 
Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris består foruden æren af et kontant beløb på 20.000 kr., som generøst er doneret af Edvard Pedersens Biblioteksfond.
 
Det vil jeg gerne starte med at sige mange, mange tak for. Hvis ikke vi havde muligheden for at lade prisen følge af et større kontant beløb, ville prisen ikke have den samme vægt og betydning, som den har. Med sine 20.000 kr. er den landets næststørste pris for børne- og ungdomsbøger, kun overgået af Kulturministeriets børnebogspris, som i øvrigt har ligget stille i et par år.
Vores pris skal ifølge fundatsen gives til en ”dansk forfatter, der gennem sit forfatterskab har ydet et særligt skøn- eller faglitterært bidrag til børns og unges oplevelser og/eller viden” - og det lever årets modtager til fulde op til!
 
Det er hovedbestyrelsen for Kommunernes Skolebiblioteksforening, der udpeger modtageren, og da hovedbestyrelsen primært består af kommunalpolitikere uden den store indsigt i tidens litteratur, kunne man tro, at vi ikke er i stand til at træffe et kvalificeret valg.
 
Sådan er det bare ikke! Vi er nemlig så heldige at have et meget kvalificeret og engageret fagligt udvalg, som har fingeren på pulsen og helt præcis ved, hvad kvalitet er, hvad der rører sig, og hvem der har markeret sig med udgivelser i det år, der ligger forud for prisen.
 
En af det faglige udvalgs opgaver er på baggrund af deres store viden at pege på de kandidater, der kan komme i betragtning til årets pris. Der gives en udførlig indstilling og beskrivelse af hver enkelt, og der redegøres for de kvaliteter, hvert enkelt værk og hver enkelt forfatter har.
 
I år var det sådan, at da kandidaterne blev fremlagt, nåede vi end ikke at høre beskrivelser og indstillinger helt til ende, før vi afbrød og i munden på hinanden sagde: ”Stop, stop – vi ved, hvem det skal være. Der er slet ingen tvivl!”
 
Det er derfor med sikker hånd, jeg nu afslører, hvem valget faldt på:
 
Kommunernes Skolebiblioteksforenings Forfatterpris 2009 ved Edvard Pedersens Biblioteksfond går til - Ronnie Andersen.
 
Ronnie, bliv bare siddende lidt endnu, for jeg vil jeg lige fortælle lidt om, hvorfor vi har valgt netop dig og din bog, som i øvrigt i forbindelse med prisen bliver udnævnt til ”Årets bog”.
 
Ronnie Andersen debuterede i 2008 med ”Date med en engel”, som indtil videre er den eneste bog, han har udgivet. Derfor er det af gode grunde dén, som er årets bog. Den ser sådan ud:
 
”Date med en engel” bygger på Ronnie Andersens egne oplevelser og erfaringer – og det er stærke sager! Dette kan man læse mere om i vores tidsskrift ”Børn & Bøger”, hvor Steffen Larsen i nummer 3, 2008 taler med forfatteren om hans liv.
 
Lad mig fortælle lidt om bogen:
 
”Date med en engel” er en ucensureret beskrivelse af livet på kanten. Hovedpersonen er en utilpasset, navnløs dreng, der går i 10. klasse og lever et liv med stoffer. Rammen er det autentiske stofmisbruger-miljø omkring Istedgade og Hovedbanegården i København.
 
Bogen indledes sådan:
”Jeg ved ikke, hvordan Miriam døde, men jeg ved hvorfor. Måske startede det inden, jeg mødte hende. Muligvis allerede den dag i taxaen.”
 
På den måde er interessen vakt fra begyndelsen.
Derefter blændes der op med en scene, hvor hovedpersonen sammen med sine to venner tygger svampe og begiver sig ud på alle tiders død-og-druktur.
 
Ordene ”blændes op” og ”scene” er ikke tilfældigt valgt, for bogen er skrevet som et filmmanuskript. Der bruges filmiske udtryk og effekter hele vejen igennem, og handlingen beskrives i filmklip.
 
Hovedpersonen er hovedperson i den film, han selv er ved at skrive manuskriptet til. Der mikses mellem fortid og nutid, mellem virkelighed og fiktion. Og der tilsættes musik.
 
Men tilbage til handlingen:
Dagen efter død-og-drukturen smides hovedpersonen ud af skolen. Han fortsætter sine eksperimenter med forskellige stoffer, og en nat møder han en engel - Miriam – kvinden i hans liv.
 
Det lykkes ham at få en date med Miriam, som bliver hans et og alt. Næsten. For samtidig begynder han på en ny skole, får nye venner og bliver hvirvlet dybere ind i narkomiljøet. Kommer så at sige fra asken og i ilden.
 
Mens Miriam ønsker, at han skal holde op med at tage stoffer og begynde at tage livet mere seriøst, introducerer hans nye venner ham gratis til hårde stoffer som LSD og heroin. At det er en farlig cocktail og en uholdbar situation, er vist indlysende for enhver. Og naturligvis går det galt!
 
Scene efter scene trævles historien op. Ved hjælp af klippene mellem før og nu kører fortællingen i to parallelle spor, og langsomt udviskes skellet mellem virkelighed og fiktion. Hvad skete der egentlig? Både hovedpersonen og læseren bliver i tvivl.
 
I slutningen af bogen kører de to filmspor sammen til ét, og historien tager en ganske uventet drejning. Den rette sammenhæng kommer frem. Filmen er slut. Eller er den? Hvordan ender det egentlig? Der er flere mulige tolkninger.
 
Jeg vil ikke sige mere om hverken handling, slutning eller tolkning, men blot anbefale, at man læser bogen selv. Denne film på bog er ganske enkelt en enestående og anderledes oplevelse, som man ikke må snyde sig selv for. Men pas på: Det ér stærke sager, og der bliver ingen fingre lagt imellem, når personer, miljø, begivenheder og stoffer beskrives.
 
 
Ved at beslutte, at prisen i år skal gives til Ronnie Andersen og ”Date med en engel”, har vi som det fremgår, foretaget et grænseoverskridende og kontroversielt valg. Men et rigtigt og nødvendigt valg!
 
Og der er flere begrundelser for det.
Den første begrundelse er selvfølgelig bogen i sig selv. Handlingen er enestående, og det er en både stærk og smuk historie, skrevet i et levende og nutidigt sprog.
 
Der ud over er det noget af en genistreg at blande litteratur med film og musik på den måde, det sker her. Det giver bogen fart og action og er med til at fastholde de unge læsere. Det er en nytænkende, ungdommelig blanding, som gør bogen til en spændende oplevelse.
 
En anden begrundelse er, at bogen har en bred målgruppe, idet den taler til både drenge og piger. De fleste vil kunne identificere sig med bogens karakterer et langt stykke hen ad vejen. Bogen er da også blevet slugt af rigtig mange unge mennesker, og jeg har ladet mig fortælle, at den kan være svær at få fat på, fordi den altid er udlånt fra biblioteket.
 
Man kan spørge sig selv, om det er litterært forsvarligt at give en pris til en forfatter, som blot har skrevet en enkelt bog, selv om den har et godt plot, er mesterligt skrevet og er populær i målgruppen?
Man kan også spørge sig selv, om det er moralsk forsvarligt at give en pris for en bog, der behandler det at tage stoffer og rave rundt i en evig rus af narkotika som noget naturligt?
 
Vi tør godt svare ”ja” til begge spørgsmål, for vi mener, at god litteratur i sig selv er nok til at udløse en pris – det er ikke mængden, der tæller. Vi mener også, at det er både godt og vigtigt at tage et tabuemne op og sætte fokus på det uden brug af løftede pegefingre.
 
Det leder mig så hen på endnu en begrundelse for valget: Bogen kan også anvendes som undervisningsmateriale. Kombinationen af de to omtalte kvaliteter ved bogen, som i sig selv ville kunne føre til en pris, gør den til en guldgrube af muligheder for anvendelse.
 
Den kan bruges som udgangspunkt for drøftelser af problemstillinger i forbindelse med rusmidler, venskaber, kærlighed, unges usikkerhed og udvikling, forskellige forudsætninger osv., osv.
 
Den kan også bruges i litteraturundervisningen på de ældste klassetrin, hvor eleverne kan arbejde med teksten fra mange forskellige vinkler og analysere bogen på forskellige leder og kanter. Referencerne til film og musik tilfører endnu en dimension i forhold til fortolkning og bearbejdelse.
 
Der er da også udarbejdet et egentligt undervisningsmateriale - en ”Litteraturguide” - til bogen, hvor lærerne kan finde inspiration til arbejdet. Undervisningsmaterialet, der er gennemprøvet i to 10. klasser, kan downloades fra forlagets hjemmeside, men det findes også i en trykt form og ser sådan her ud:
 
I indledningen til Litteraturguiden skriver pædagogisk konsulent Inger-Lise Lund, som står for udarbejdelsen, at
”Date med en engel” er en fængslende og fortælleteknisk interessant roman – et godt bud på et hovedværk.”
 
Vi kan dermed konstatere, at det også er fagligt forsvarligt at vælge netop denne bog.
 
Kort sagt; her er tale om en bog, som både er nytænkende og kvalitetsmæssigt helt i top, som sætter fokus på vigtige problemstillinger, og som både læses af de unge, fordi de har lyst, og er egnet til undervisning. På én gang skøn- og faglitteratur. En bog for unge, som bestemt også er interessant for voksne.
 
Så kan det vist ikke gøres meget bedre – alle kriterier for at opnå er pris er opfyldt.
 
Men alligevel er der én begrundelse mere. En, som vi mener, er lige så væsentlig: Ronnie Andersen er debutant.
 
Med prisen vil vi give et skulderklap for den meget flotte debut, men vi håber også, at prisen kan være med til at stimulere den videre skrivelyst hos denne meget lovende forfatter.
 
Jeg har da også hørt, at Ronnie Andersen allerede arbejder på nye projekter, og det skal blive meget spændende at se, hvad det fører til.
 
Nu er vi så nået frem den egentlige prisoverrækkelse, men inden da, skal jeg lige fortælle, at forlaget bag udgivelsen i lighed med tidligere år har fremstillet en smuk plakat i anledning af forfatterprisen.
 
Plakaten ser sådan her ud:
 
Jeg vil gerne have lov til at takke forlaget Høst & Søn for plakaten, som efter årsmødet vil blive udsendt til alle kommuner i Danmark til fordeling på skolerne. Der vil også i lighed med tidligere år blive bragt en mindre udgave i ”Børn & Bøger” med prisoverrækkelsestalen tryk på bagsiden.
 
Endelig har Ronnie Andersen givet tilsagn om, at han vil signere plakater til alle interesserede efter middagen her. Vi har også taget en ekstra lille stak plakater med, hvis nogen vil have dem med hjem til skolerne med det samme.
 
 
Ronnie – så er det nu – vil du komme her op og modtage din hæder...
 
Med til enhver prisoverrækkelse hører en buket blomster som det synlige bevis på æren. Den får du her.
 
Og så endelig det vigtigste: Pengene. Dem får du også i en helt håndgribelig og fysisk form - en check – lige til at sætte i banken.
 
Hjertelig tillykke med prisen. Vi håber, den vil være med til at sætte skub i dit meget lovende forfatterskab, og vi glæder os til at se mere fra din hånd.
Copyright © 2007 Kommunernes Skolebiblioteksforening